”Det er bare ’tre års trods’ ”. ”Det er helt normalt at børn skriger”. ”Det er bare alderen – det er normalt og det går over”. Men det var ikke normal adfærd dét vi oplevede hos vores datter. Det var ikke bare skrig og ’normal trods’. Det erkendte vi dog alt for sent. Først efter 3,5 år med en helt utrolig sensitiv pige og med nedsmeltningen jævnligt – dagligt efter hun startede børnehave og blev storesøster, hvor vi konstant fik kastet i hovedet, at hun ’bare var følsom og hysterisk’, fik vi nok. De daglige nedsmeltningen hos vores datter blev værre og værre – til sidst kunne hun ikke klare en fuld uge i børnehave. Og en dag blev det så slemt, at Ida Marie i afmagt, løb ud på vores altan på 1. sal, og begyndte at kravle op af hegnet for at komme over. Jeg (Ida Maries mor) fik lagt vores 3 måneder gamle baby på gulvet og løb ud til Ida Marie, rev hende ned, og vi krammede hinanden og græd. Dér vidste jeg, at der ikke var tale om normal trods. Men vi anede ikke hvad vi skulle gøre for at hjælpe hende.

Det var et tilfælde, at Marianne hos Sansemotorik i Smørum overhørte mig tale om vores Ida Marie til spædbarnsmotorik i klinikken. Men hvor er vi lykkelige for at hun hørte mig. Den sansemotoriske træning har reddet vores datter og vores hverdag, og har givet hende et liv med langt færre frustrationer. Det har været et langt forløb hos Marianne, men både min mand og jeg og vores datter har glædet os og nydt hver en kontrol og træning.

  • Vores datter har ikke længere udfordringer med at være i sociale sammenhænge, herunder både i grupper i børnehaven og større forsamlinger med familien.
  • Vores datter har ikke længere problemer med at strømper altid sidder forkert.
  • Vores datter kan bedre håndtere smerte.
  • Hun er nu på motorisk niveau med andre børn på hendes alder, og hun har fået fantastisk balance og muskelspænding.
  • Hun har ikke længere højdeskræk og er ikke bange for at udfordre sig selv på en legeplads.
  • Vores datter kan nu falde i søvn hurtigt og sover tungt – ofte hele natten.

Hvor ville jeg ønske, at der var mere fokus på sansemotorik og sanseintegration i hverdagen med børn. Jeg kan slet ikke takke Marianne nok for den hjælp vi har fået. Herunder den fantastiske vejledning og støtte gennem hele forløbet.

 

Læs mere om følelsesmæssig ubalance.

Læs mere om individuelle sansemotoriske undersøgelser og træning.