De 3 primære sanser

Hvad er de 3 primære sanser?

De primære sanser udgør sammen med vores hjerne og krop, det samspil der betegnes som sansemotorikken eller grundmotorikken.

Primære sanser er grundlæggende for, at vores hjerne modnes og udvikles, at vores krop kan bevæge sig og kan justere ind i forhold til fysiske aktiviteter og omgivelser, samt er afgørende for samspillet mellem netop sanser, hjerne og krop.

De primære sanser sidder forskellige steder i vores krop, hvorfra de sender nerveimpulser via nervebaner ind til rygsøjlen og videre op til hjernen. Sanseindtrykkene fra disse sanser registreres i den hjernestruktur, som hedder hjernestammen eller den primære hjerne. Det er den hjernestruktur, der udvikles helt tidligt i fosterstadiet, og som senere udvikler sig til rygsøjlen, nervebaner, hjernen og kroppen. Funktionen af de tre primære sanser er lige så basale og grundlæggende for liv, som at vi trækker vejret og at vores hjerte banker.

Samspillet mellem sanser, hjerne og krop grundlægges i høj grad i det første leveår, hvor hjernen også gennemgår den største udvikling.

Men hvis der er udvikling hos barnet, som ikke går helt, som det skal, eller der opstår uhensigtsmæssig adfærd, reaktioner og i sidste ende mistrivsel, hos barnet, så kan det give god mening at være opmærksom på de tre primære sansers betydning for netop dette.

Sansemotorikken er et komplekst samspil mellem sanser, hjerne og krop, og der er ydre og indre faktorer, som også spiller ind i hjernen og kroppens udvikling. Beskrivelsen af de primære sanser er her forsøgt tydeliggjort.

 

Labyrintsansen/Vestibulærsansen

Labyrintorganet består af 3 knoglebuegange, og ligger inde i det indre øre.

Buegangene er hule og indeholder bl.a. en geléagtig væske, der bevæger sig med hovedets bevægelser. De tre buegange og væsken fungerer således som kroppens vaterpas og fortæller hjernen, hvordan hovedet og kroppen bevæger sig. Dvs. om kroppen drejer rundt om egen akse, om hovedet vender nedad eller til siden.

Derudover også evnen til at holde sig i lodret position. Altså bl.a. fornemmelsen for tyngde- og ligevægtspunktet.

 

Når vi gynger, slår kolbøtter eller laver flik-flak, reguleres alle disse bevægelser således, at vi er i stand til igen at lande på benene med hovedet opad og kroppen i lodret position.

 

Køresyge og søsyge stammer også fra labyrintsansen.

 

Er labyrintsansen understimuleret ses groft sagt, 2 adfærdstyper:

• De overaktive børn. Adfærden kan for eksempel være:
  at de ikke hører beskeder, kaster sig hovedkulds ud i nye situationer, har fuld fart op og ned, altid kommer galt af sted, er højrøstede eller kommer ud i konfliktsituationer.
• De stille børn. De er ofte en mere overset gruppe. Deres adfærd kan for eksempel være:
  at de oftest vælger at sidde stille, er gode til stillelege. De har en usikker gang, vil til stadighed holde i hånd, klatrer ikke i træer, kan have højdeskræk og undgår helst nye situationer.

 

Følesansen/Taktilsansen

Følesansen eller taktilsansen, som den også kaldes, kan opdeles i den ydre hudsans og den indre kropssans.

Den indre følesans i huden består af små receptorer, der registrerer alle former for berøring.

Altså om berøringen er blød eller hård, kold eller varm, eller spids eller flad. Herunder den meget vigtige tolkning af, hvorvidt det er en behagelig eller ubehagelig berøring.

 

Hvis disse sansepåvirkninger ikke mærkes og tolkes korrekt, vil der ske misinformation i måden, vi registrerer berøringen på. Det påvirker vores adfærd og måde at reagere på.

 

Er følesansen ikke velfungerende, vil der typisk ses to typer af adfærd hos barnet.

• Lav følsomhed, hvis sansepåvirkningen har svært ved at blive registreret. Adfærden vil være:
  At barnet reagerer sent eller nedsat på at have slået sig, tilgangen til andre er hård og ufølsom, kan have svært ved at forstå andres reaktioner og kan have svært ved at føle for andre (nedsat empati) eller nedsat kropsfornemmelse
• Høj følsomhed, hvis sansepåvirkningen bliver registreret for aktivt. Adfærden vil være:
  At barnet vil helt eller delvist trækker sig fra kontakt, græder over de mindste skrammer, mærker smerte ved berøringer, ekstremt kilden, meget følsom overfor tøjmærker og tøj der kradser, har svært ved at få klippet hår og negle og vil helst ikke have tøj af og på, har svært ved nye situationer og nyt i det hele taget. Barnet virker ofte utrygt og ængsteligt.

 

Muskel-/led-/stillingssansen eller Kinæstesisansen

Muskel-/led-/stillingssansen eller kinæstesisansen, som den også kaldes, sidder i skeletmuskulaturens muskel fibre som små ”tene”. Disse tene arbejder ud fra sanseindtryk og afgør styrken af de enkelte muskelgrupper i det arbejde, musklen skal udføre.

I muskulaturen er også en tonus (muskelspænding).

Denne tonus betegner spændings – og hviletilstanden i muskelfibrene. Altså hvilken spænding, der er i de enkelte muskelfibre.

Når vi går, løber eller hopper, giver denne sans kontinuerligt besked til hjernen om hvordan bevægelserne foregår. Disse bevægelser reguleres og muskelspændingen opretholdes og justeres i de rette muskler. Nogle spændes – andre slappes.

Bevægelsespræcisionen kan ikke foregå korrekt, hvis ikke også følesansen er med i processen.

 

Er der uorden i Kinæstesisansen og herunder Tonus, vil der typisk ses følgende adfærd hos barnet:

Dårlig balance og stabilitet hos barnet, børn der falder, går kluntet, har tung gang, dårligt fodafsæt, evt. dårlig fodstilling. Børn der støder ind i ting og andre, vælter glas og taber ting.

 

Primære reflekser

Når der tales om børns sansemotoriske fundament, og den gode bevægelsesmæssige udvikling, er det grundlæggende de ovennævnte tre primære sanser, der er i fokus.

Men i den sammenhæng skal også nævnes spædbarnsreflekserne, som en vigtig del af det sansemotoriske fundament.
Disse reflekser styrer spædbarnets bevægelsesmæssige udvikling det første 1½ år og har det ene formål, at bevægelserne indøves og lagres i hjernen og senere danner udgangspunkt for automatiseringer af bevægemønstre. Hvis en eller flere af disse reflekser ikke integreres, det vil sige, at de vedbliver at være aktive, så vil det hæmme kroppens mulighed for det naturlige flow i bevægelserne, og barnet udfordres derfor i sin kropsbevægelighed med dårlig koordination til følge. Læs mere om reflekser her.

En adfærd vil ofte være, at barnet trækker sig fra sport, gymnastik og sociale spil, hvilket i sidste ende kan ende ud i udfordringer med sociale relationer. Læs mere om spædbarnsreflekserne.