Vores dreng på 7 år har siden han var spæd haft udfordringer i forhold til søvn og mad. Da han var et par år gammel fandt vi frem til han var mere sensitiv end gennemsnitligt – i perioder gjorde det, at det var svært at være ham.
At blive klippet eller få klippet negle var for ham ganske slemt. Og at tage strømper på var dagligt et mareridt for ham.
Han begyndte i skole – det gik faktisk fint – men i 1. Klasse, hvor man forventede mere “stole tid” – blev det svært for ham. Han havde svært ved at samle sig om opgaverne – fòr rundt på stolen og kunne ikke koncentrere sig.
Vi opsøgte i november 2015 derfor Marianne (Sansemotoriske Smørum) for at se om hun kunne hjælpe. Hun lavede en sansemotoriske undersøgelser og fandt han havde udfordringer på flere punkter.
Vores søn har fra første besøg været glad for at komme hos Marianne. Hun har dejlig måde at være overfor børn på. Og så er hun super god til at få tilpasset øvelserne til at være en leg, så vores dreng har syntes det var sjovt at træne.
Han har på de 5 måneder rykket sig meget. Kan bedre koncentrere sig i skolen – spiser bedre – har ikke problemer med frisøren eller at få klippet neglen. Strømperne han før råbte frustreret af hver morgen – tager han nu på uden problemer.
Han har en større tro på han kan klare nye ting.
Og efter at hele sit liv at være vågnet op og gået ind til os om natten – må vi nu stort set hver morgen ind og vække ham i hans egen seng.