Duchenne Erbs Parese – forsinket motorisk udvikling

Fødselsskader kan medvirke til forsinket motoriske udvikling hos det helt lille barn. Derfor er det vigtigt at igangsætte initiativer til at styrke barnets forudsætning for en så god udvikling som muligt, så tidligt som muligt.

 

Vores datter overraskede alle ved fødslen, hvor det viste sig, at hun ikke havde vendt sig da hun var på vej ud.
Det endte i en hektisk sædefødsel, hvor Maya sad fast og fik sig en temmelig hård medfart af lægerne for at komme ud i live.
Maya slap dog forholdsvist billigt med en skadet arm – en såkaldt Duchenne Erbs Parese – som betød, at Maya de første to måneder reelt havde en helt lam arm, hvor der kun var bevægelse i fingrene.

 

Vi blev naturligvis koblet på en fysioterapeut med det samme, som kunne hjælpe os med afspænding af armen, men vi følte ikke, at der blev gjort nok for Maya. Derfor kontaktede vi Vibeke hos Sanse Motorik, som gav os en række redskaber og metoder til, hvordan vi kunne træne og stimulere Mayas arm for at få den så god som overhovedet muligt. Allerede efter første telefonsamtale med Vibeke, hvor hun forklarede hvordan vi kunne stimulere armen, kunne vi se en tydelig forskel. Maya reagerede med det samme på vores øvelser og begyndte at løfte armen og bruge den mere og mere.

Allerede da Maya var 5 måneder gammel var hendes arm blevet så god, at de fleste, som ikke kendte til Mayas skade, ikke ville bemærke den.
Mayas arm bliver formentlig aldrig helt ’normal’, men vi er nået et kæmpe stykke vej så Maya nu vil kunne bruge sin arm til de fleste ting og leve et (næsten) almindeligt liv.

 

Vibeke lagde vægt på at træne med Maya så meget som muligt, så tidligt som muligt og vi er helt sikre på at den hjælp og vejledning vi har fået igennem Vibeke og Sanse Motorik kommer til at gavne Maya resten af hendes liv. Vi kan ikke anbefale Sanse Motorik og deres metoder nok! Tak!