Tågang eller tågængeri er ofte årsagen, at vi høre fra forældre, som undre sig over, hvorfor deres barn – trods utallige beskeder på at komme ned på foden – ikke gør det eller kun gør det kortvarigt.
Ofte er det dog et symptom på andre problemstillinger, og så er det her vi starter.
Men hvorfor opstår tågang?
Vores bud er at det ofte skyldes et eller flere af disse årsager:
- Det kan skyldes en stadig aktiv griberefleks i foden
- En taktil / følesans i ubalance
- En afkortet eller stram akillessene
- Tonus spænding er udfordret
- Et nervesystem i ubalance eller overbelastet
- Stor opmærksomhed overfor omgivelserne
Spædbørn skal have griberefleks i fødderne. Den skal aftage og forsvinde, i takt med at barnet kommer op og gå (seneste omkring 1½ års alderen) men hos nogen bliver den ved at være aktiv. Det medvirker til, at barnet ubevidst vil søge at undgå kontakt med det underlag, barnet går på og som kompensation kommer det op på tæerne at gå.
Når børn er overdrevent kildne eller følsomme omkring fødderne, kan det udfordre i forhold til at have strømper og sko på – og der ses ofte også tågang
Hvis taktilsansen er i ubalance vil det ofte medvirke til øget sensitivitet generelt. Her vil tøj, madvarer, dufte, lyde, berøringer og fysisk kontakt også være påvirket, i større eller mindre grad. Kropsfornemmelse, kropsbevidsthed, følelsesmæssige ubalance og måske svære sociale relationer kan også være i spil, når taktilsansen er i ubalance.
En stram akillessene kan ”trække” børn op på tå. Og børn som går på tå, vil med tiden få en stram akillessene. Det vanskeliggøre et godt fodafsæt, og forudsætningerne for god balance og stabilitet forringes. Derved påvirkes fleksibiliteten i muskler og led. Det risikere altså at blive en lidt uheldig negativ spiral.
Hvis tonus spændingen i muskulaturen er påvirket – enten en lavere tonus eller en forhøjet tonus, så vil kroppen ofte søge at kompensere for det, der udfordre via øgede muskulære spændinger.
Det har ofte en “connection” til de meget opmærksomme børn. Når børn er alt for opmærksomme, så kommer de på ”overarbejde”.
Fælles for mange af disse børn er, at de har følsomme sanser. De mærker og registrer ting, som andre ikke lægger mærke til. Nogle af dem bekymrer sig om alt for meget. For nogle kan det udvikle sig til en grad af ængstelighed, som ikke er hensigtsmæssig. Deres nervesystem er i ubalance, og har brug for at blive beroliget.
Hvordan hjælper vi børn der går på tæerne ?
Børnene skal bruge kroppen og må ikke hæmmes i deres mulighed, lyst og nysgerrighed på leg af et sansesystem i ubalance.
Vi skal derfor sørge for at sanse stimulere krop og hjerne, så vi får stabiliseret sanserne, dæmpet eventuelle gribereflekser, berolige alarmsignalerne og fremmer motivationen for leg og bevægelse.
Tips til sansestimulering:
- Der skal gynges, trilles, danses, hoppes og klatres
- Fodbad i vand, sand, kastanjer eller legoklodser
- Gå på forskelligt underlag med strømpefødder eller bare tæer
- Gå på ujævnt underlag – i skoven, standen eller op og ned ad bakker
- Fødderne skal klappes, gnubbes, nusses – alt efter hvad barnet kan lide
- Udstrækning af akillessenen
- Rolige svingture i tæppe eller i hængekøjen
Uanset årsagen til at barnet går på tæer er aktive reflekser, ubalance i taktilsansen, korte akillessener eller for stor opmærksomhed på omgivelser, så er der noget vi kan gøre.
Det er ikke altid let, og det kan tage tid – men det kan lykkes. Det ved vi, for vi ser resultaterne af indsatsen, når vi møder børn med tågang i individuelle sansemotoriske forløb
Bedste hilsner
Mette