Koncentrationsbesvær
Vi kontaktede Lone, fordi vores søn på 10 år havde megen uro i kroppen, hvilket kom til udtryk både hjemme og i skolen. Det kunne være svært at sidde eller gå ved siden af ham, fordi han hele tiden drejede rundt og hoppede og sprang, og det skabte selvfølgelig også problemer i skolen, hvor han ofte fik skæld ud for ikke at sidde stille. Han havde svært ved at koncentrere sig, skulle ofte ”dimse” med ting, der larmede i undervisningen, og skolegangen blev konfliktfyldt med megen skæld ud. Det var også svært at få lavet lektier, fordi han ikke kunne samle sig om det, ofte lod sig aflede, og opgaverne blev uoverskuelige for ham, før han overhovedet kom i gang.
Mere generelt oplevede vi også, at han var meget ”fjumret. Han tabte ofte ting, havde svært ved at uføre mindre opgaver, som man kunne forvente af en på hans alder, og han undskyldte sig af og til med, at sådan var han jo, som om det var hvad man kunne forvente af ham.
Vi havde læst om sansemotorik og havde af og til set på beskrivelserne, og da tingene spidsede til med mange beskeder fra skolen og en ulykkelig dreng, der følte at lærerne var efter ham uden han kunne gøre for det, måtte vi gå videre med det. Vores søn var i første omgang svær at overbevise, fordi det var en ukendt ting, men vi læste nogle af de mange beskrivelser for ham, og han kunne pludselig genkende, hvordan andre børn og unge, der havde fået hjælp af sansemotorik, havde haft det. Og det sværeste var faktisk at komme i gang.
Vi fik den første tid hos Lone og følte os på enhver måde taget godt imod, med en forståelse af vores dreng, vi ikke tidligere havde mødt. Undersøgelsen foregik professionelt, men på en hyggelig måde, hvor vores søn oplevede at blive forstået, og han havde det rart og sjovt allerede ved den første undersøgelse og også ved de efterfølgende konsultationer.
Vi prioriterede den daglige ”træning” ret højt og sprang stort set ikke en dag over, men det var heller ikke voldsomt tidskrævende.
Øvelserne sluttede altid med 10 min. massage, som han altid glædede sig til og næsten fungerede som en ”belønning” for de andre øvelser. Forbedringerne kom snigende på de forskellige indsatsområder, men blev meget synlige på en heldagstur til Malmö, hvor vi bemærkede at han gik helt roligt med os i hånden, hvor vi tidligere havde sagt til ham at han var meget belastende at gå med i hånden fordi han hev i hånden og hoppede rundt med meget uro. Derefter var nemt for os og vores søn at se, at han blev bedre til mange af tingene, og der kunne godt gå sport i f.eks. at lære at sjippe eller at tage mavebøjninger.
Forløbet, der varede ca. 3 måneder, med både midtvejs- og afslutningsundersøgelse – alt i alt var det på alle måder en stor succes for os.
Vi har stadig en dreng med uro i kroppen, men han er blevet meget bevidst om det og klart mindre urolig. Han er blevet bedre til at sidde stille og koncentrere sig, får oftere lavet sine lektier i skolen og får det ellers overstået uden store problemer, når han kommer hjem, og det er blevet rart at sidde ved siden af ham eller at gå med ham på gaden.
En fantastisk sidegevinst var, at Lone gav os nogle enkle råd om massage af lillesøster på 7 år, der ofte tissede i bukserne i løbet af dagen og altid tissede i sengen om natten. I løbet af en uges tid med den rigtige massage af lillesøster var uheldene i dagtimerne væk, og efter ca. 2 ugers massage kom der pludselig for første gang nogensinde tørre nætter. Lillesøster sover nu endelig uden ble og er glad, når hun vågner i en tør seng, og for os er det nærmest et mirakel, at der skulle så lidt til.
Det har været en supergodt forløb for vores familie, hvor vi altid er blevet mødt med Lones gode humør, store professionalisme og engagement, som tager udgangspunkt i det enkelte barns udfordringer, hvor øvelserne nærmest virker som leg, så børnene synes det er sjovt. Det kan klart anbefales!