Vi adopterede vores dejlige søn da han var knap to år fra Sydafrika. Fra begyndelsen af brugte vi al barselsorlov og ferier på at sikre så god en tilknytning som muligt, og give vores dreng så trygge rammer i hans nye land som muligt. Det gik godt, med alle de udfordringer man nu har som adoptivforældre.

Op til da han var godt 4½ år gammel, havde han en rolig periode, men så begyndte han at sidde mere og mere urolig på stolen til måltiderne. Ofte sad han og legede med maden uden at spise. Børnehaven kunne fortælle, at han havde svært ved at stille, havde krudt i røven, han havde svært ved at koncentrere sig og omstille fra en aktivitet til en anden. Han begyndte at have svært ved at falde i søvn igen, efter at have haft en længere periode, hvor det var begyndt at gå godt. Det var som om, at han havde svært ved at leve op til de stigende krav/forventninger, der begyndte at være til de 4-5 årige.

Efter at have prøvet en masse pædagogisk, struktureret dagligdagen anderledes osv. osv. huskede vi, at Post Adopttions Service konsulenter, (PAS-konsulenter) havde nævnt det at gå til sansemotorik som et tilbud, der kunne hjælpe adoptivbørn omkring det kropslige. Vi gik hos Mette i ca. et ½ år, og lige så stille kom der mærkbare resultater både hjemme og i børnehaven. Vores dreng kan nu sidde stille til måltiderne, koncentrere sig bedre, og kan klare omstillingerne i børnehaven. Til sidst måtte børnehaven omskrive deres oplæg til forældre-børnehave-samtalen, fordi der var sket så mange ændringer hos vores dreng. Han er nu parat til at rykke ind til det bord til frokost, hvor der ikke sidder voksne med, han kan spise til måltiderne, har mere ro, han kan bedre falde i søvn og spontant give knus til far og mor.

De daglige øvelser har været udfordrende at finde tid til, men de har hjulpet vores dreng rigtig meget.